/Home/               /Vores Bullie Quark/               /Markedspladsen/               /Links/               /Kontakt Webmaster/       

 

 

--------

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tips, råd og vejledning:

 

Om at gå på udstilling.....

En god måde at holde sig ajour om racens udvikling er udover at melde sig ind i Bulldog-Klubben også at gå på udstilling.
En hundeudstilling er først og fremmest en skønhedskonkurrence hvor dommeren udfra den internationale godkendte standard for racen bedømmer hundens eksteriør og udseende. For opdrætterne er en udstilling et godt redskab til at få bedømt deres hundes afkom og få en vurdering af om de er på rette vej i deres avlsprogram.

I udstillingsringen prioriterer dommeren fortrin og mangler hos den ene bulldog fremfor den anden, og her er det alene dommerens skøn og vurdering der afgør præmieringen.
Nu er det engang sådan at resultaterne på en hundeudstilling kan variere lidt, afhængig af dommerens opfattelse og fortolkning af standardens idealbillede af en bulldog, men også hundens fysiske fremtoning på dagen kan være afgørende idet den ligesom mennesker kan have en god eller dårlig dag, og det er derfor en god ide at stille op for indtil flere dommere for herigennem at få en god ledetråd om ens hunds fortrin og mangler, og så ellers huske på at ingen hund er 100% perfekt, heller ikke den allerbedste Champion.

En udstilling er en seriøs vej til fastholdelse af en races karakteristiske særpræg og egenskaber. For nogle er udstillingerne en nøje gennemtænkt vej til certifikater, point og titler, for andre også en hyggelig konkurrencesport man nemt kan blive "bidt" af, her vil der altid være rig mulighed for at træffe andre bulldogs, opdrættere og ejere og udveksle oplevelser og erfaringer og at opleve et fællesskab der ofte kan udvikle sig til varige venskaber, at gå på udstilling er for mange hundeejere blevet en livsstil.

Som ved al anden sport skal der også forberedelse til før en hundeudstilling så både hund og fører(handler) kan at fremvise sin races fortrin på bedste måde.
Dette kan læres og er slet ikke så indviklet endda, egentlig begynder forberedelserne til at udstille hund allerede ved udvælgelsen af hvalp og opdrætter, og har man så gjort sit hjemmearbejde godt, også med hensyn til bulldoggens rette fodring, motion og ringtræning, - ja så er man allerede godt hjulpet på vej frem til den allerførste hundeudstilling.

Tips & Tricks for nybegyndere....

At komme på en hundeudstilling for første gang kan være en både spændende, overvældende og forvirrende oplevelse; det er måske håbløst at finde ringen, larmen er overdøvende og man kommer måske for sent ind til dommeren !!! -

Dette lille afsnit skal ikke opfattes som en fyldestgørende beskrivelse af alle en hundeudstillings forberedelser, men mere som generel information i et forsøg på at skabe et overblik over mange af de praktiske forberedelser som det kan være nyttigt at vide før den første udstilling.

For at få det bedste frem i hunden begynder træningen allerede flere måneder før udstillingsdagen.
Hunden må lære tålmodigt at lade sig stille op 5 -10 minutter, at blive rørt ved af fremmede, acceptere andre hunde, vænne sig til larm, gå løs i snor, at munden bliver åbnet af fremmede(dommeren), og hunden skal stadig være glad og på højde med situationen. De fleste hunde kan lide al opmærksomheden og viser sig gerne, men husk øvelse gør mester og for alle hundeudstillere har der også været en start, og man bliver ikke en "god" handler på hverken 1 eller 5 udstillinger. Ved god "handling" af hunden forstås at føreren giver hunden mulighed for at vise de bedste sider af sig selv, og samtidig besidde evnen til også at skjule evt. mindre fejl, - for fejl vil der altid være selv på den allerbedste hund.

Er der i ens område mulighed for at deltage i hvalpemotivation og/eller ringtræning, er det en rigtig god ide at deltage i disse, det er både sjovt og lærerigt.
Tag også kontakt til din opdrætter af hunden, næsten enhver opdrætter glæder sig til at se sit afkom på en hundeudstilling, og vil derfor være interesseret i at hjælpe jer med at præsentere hunden bedst muligt.

Husk disse ting før og under.....

Tilmelding og indbetaling af udstillingsgebyrer skal være indsendt rettidigt.

Medbring stamtavle, gyldig vaccinationsattest, nummerskilt, tæppe, og vand - HUSK en clips til at fastgøre nummerskiltet der placeres på førerens venstre side lige under skulderen.

Indkøb af passende og ikke dominerende udstillings halsbånd og line.

Dagen før udstillingen vaskes hunden så farverne bliver klarere, brug en god olieholdig shampo. Hvide hunde må gerne pudres hvis de af en eller anden grund er lidt misfarvet. Ørernes skal renses og efterses og neglene skal klippes.

Sørg for bekvemt fodtøj, træsko og høje hæle er ikke optimalt. Et lille tip hvis en indendørsudstilling viser sig at have glatte gulve, kan man med fingrene smøre lidt cola ud på hundens trædepoter så den står bedre fast.

Kom i god tid gerne 1 time før, så der er god tid til at forberede sig i, og hunden kan nå at blive tilpasset. Benyt evt. ventetiden til at hilse på andre udstillere af racen, de fleste vil meget gerne være behjælpelige og vise en til rette, men forvent ikke tilbundsgående svar om fremviser teknik og ringmanerer 10 minutter før han eller hun selv skal i ringen, efter bedømmelsen er stemningen betydelig mere afslappet og der vil være god tid til en snak om racen.

Vær klar ved ringsiden med nummerskiltet clipset fast på førerens højre side, og ha’ også evt. godbidder klar. Når ringsekretæren kalder dit nummer ind, stilles op i nummerorden, stil straks din hund pænt op. Følg dommerens anvisninger og kig på din hund når du går, vær sikker på tempoet passer den, ikke for hurtigt heller ikke for langsomt men frisk fremad.

Fremvisning af engelske bulldogs sker i modsætning til andre racer stående med front mod dommeren. Den engelske bulldogs standard foreskriver karperyg, lad derfor ikke bagbenene stå langt skråt og bagudstillet, få istedet benene med ind under kroppen, og sørg for at hunden præsenteres med hovedet løftet.
Den franske bulldog præsenteres bedst skråtstillet frem mod dommeren.

Skriv en checkliste over andre praktiske ting du skal have med : Stole, solbriller paraplyer, høm-poser, kamera, askebæger, landkort, nummerskilt-clips, affaldspose, småpenge til entre og katalog m.m. Det gør det hele meget nemmere til kommende udstillinger, og pak så alt hvad der skal med aftenen i forvejen.

Hvis ovenstående råd følges nogenlunde kan det aldrig gå helt galt, men skulle man nu ikke lige vinde en 1.Præmie på den første udstilling så giv ikke fortabt – husk på i den forbindelse at det er Danmarks bedste bulldogs der dystes imod, og prøv så igen.

 

 

WWW.BULLIE.DK  ------ © by BRØNDBYMAN

www.BULLIE.dk

QUARK

Race: Fransk Bulldog

Køn:   Hanhund

Født:  22-03-2004